VEJEN TIL STREGEN
Rejsen er i gang

Coach Max · Privat adgang

Indtast din personlige kode for at åbne den daglige coaching.

ADHD · Personlig udvikling · Fællesskab

VEJEN TIL
STREGEN.

Først sent i livet fik jeg en ADHD-diagnose. Den gav mig en forståelse, jeg længe havde manglet — af mine følelser, mine mønstre og den måde, jeg havde reageret og handlet på gennem livet. Meget af det, der før havde været svært at forstå, begyndte at give mening.

Jeg deler min historie i håbet om, at andre kan få forståelse og hjælp tidligere, så de ikke skal slå sig på livet så længe, før de finder deres vej. Det ønske gælder især børn med ADHD og deres familier. Min rejse mod Ironman 2027 er den røde tråd: små skridt mod en ny retning, både i sporten og i livet.

Små skridtNY RETNING · i livet og mod Vitoria
ADHD · Børn og familier

MERE FORSTÅELSE.
MERE STØTTE.

Min sene ADHD-diagnose gav mig et nyt blik på mit eget liv. Den erfaring vil jeg bruge til at skabe mere forståelse og åbne en samtale om at finde sin vej.

Jeg ønsker, at Vejen til stregen også kan gøre en forskel for børn med ADHD og deres familier. Her er plads til forståelse, fællesskab og håbet om at finde sin egen vej.

01

Forståelse for ADHD

Plads til forskellige måder at tænke, føle og finde retning på. Min historie er et sted at begynde samtalen.

02

Støtte til børn og familier

Børn med ADHD og deres familier fortjener forståelse, opbakning og plads til at finde deres egen vej.

03

Personlig udvikling i små skridt

De fire principper og en High Five er min måde at holde fast i håb, handling og en retning, der giver mening.

Følg med på telefonen

Vejen til stregen som app

Få historien, fællesskabet og vejen mod Ironman samlet på din hjemmeskærm. Del appen med dem, der vil følge med. Åbn appen

Christian ved vandet på sin vej tilbage
Ikke tilbage.På vej.
Min historie · Vejen tilbage til mig selv

NÅR MAN IKKE
KAN FINDE VEJ

Jeg kan ikke ændre alt det, der ligger bag mig. Men jeg kan vælge, hvad jeg bygger nu. Vejen til stregen er min rejse mod Ironman 2027, mod et nyt liv og en ny retning. Jeg deler træningen, de svære dage og det, der hjælper mig videre. Mit håb er, at andre kan finde mod til at gå deres egen vej.

I 2015 gennemførte jeg Ironman Lanzarote — en af verdens hårdeste. Jeg ved derfor, hvordan det føles at krydse en målstreg. Men der er løbet meget vand i åen siden, og denne rejse begyndte et langt mørkere sted.

Det har ikke kun været svært at finde vej de seneste år. Jeg har længe levet med et hoved, der sjældent faldt til ro, og med en følelse af at skulle kæmpe mere end andre for at finde retning. Først sent i livet blev jeg udredt for ADHD. Det gav mig en bedre forståelse af mig selv, men ændrede ikke på de mange år, hvor frustrationen havde fået lov at fylde.

Inden for de sidste tre-fire år er der sket ting, som virkelig har gjort ondt. På et tidspunkt føltes det, som om jeg stod helt nede i et mørke uden at kunne se vejen videre. Jeg prøver ikke at gøre den tid til en pæn fortælling med en hurtig løsning. Jeg er stadig ved at finde fodfæste, et skridt ad gangen.

Midt i det har jeg fundet kærligheden. Jeg har mødt et vidunderligt menneske, som står bag mig og griber mig, når jeg er ved at falde. Med den kærlighed begynder jeg stille og roligt at lande et godt sted i mig selv. Sporten har altid været et anker for mig. Når jeg bruger kroppen, kan jeg mærke en retning, som tankerne ikke altid kan vise mig.

Jeg deler ikke min historie, fordi jeg har fundet alle svarene. Jeg deler den, fordi livet ikke altid er nemt, selv når det ser sådan ud udefra. Jeg har valgt endnu en Ironman, fordi jeg holder af udfordringer — og fordi jeg ved, hvad det betyder at arbejde sig frem mod en sejr, man selv har kæmpet for. Jeg bestemmer retningen og tager skridtene i et tempo, min krop kan følge med til. Undervejs vil jeg fortælle ærligt om både de gode dage, tvivlen og arbejdet med at finde mig selv igen.

Vejen tilbage handler ikke om at blive den, man var. Den handler om at opdage, hvem man kan blive herfra.

Jeg var Ironman i 2015, da jeg gennemførte Lanzarote. Nu vil jeg finde vejen til en ny målstreg i Vitoria-Gasteiz i 2027. Svømningen lærer mig at finde ro, når jeg ikke kan se bunden. Cyklingen lærer mig at blive ved gennem modvind. Løbet minder mig om, at det næste skridt er nok. Træningen giver dagene retning, og de små aftaler bygger tillid op igen. Målstregen er synlig, men den vigtigste bevægelse sker længe før den — hver gang jeg vælger at tage endnu et skridt. Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre med at finde deres egen vej. Den behøver ikke føre til en Ironman eller noget andet bestemt mål. Det vigtigste er, at den er deres egen.

Max Navarro, Christians makker og støtte
Max er min makker på vejen

Han står ikke foran historien. Han går ved siden af — som støtte, sparringspartner og håndbremse, når jeg vil løbe hurtigere, end livet og kroppen kan følge med til.

Vejen er større end målstregen

Kender du én, der også prøver at finde sin vej?

Del historien med dem. Måske er det netop det næste skridt, de har brug for at høre om.

Følg rejsen
Fire principper · En high five · Din egen vej

DIN MÅLSTREG
ER IKKE ALTID ET LØB.

Christian har fundet sin vej gennem de fire principper her ved siden af — og nogle gange hjælper en high five også.

Det er erfaringer fra hans egen vej ud af mørket og tilbage mod en målstreg. Han deler dem gerne, hvis de kan hjælpe andre med at finde deres egen retning, nå et mål eller bare tage det næste skridt, når livet føles svært. Din vej behøver ikke føre til en Ironman.

“Kritik behøver ikke definere dig. Den kan blive materiale til at bygge din egen vej.”
01

Find din startlinje

Få sat ord på, hvor du står, hvad der betyder noget, og hvilken målstreg der faktisk er din.

02

Arbejd med modvinden

Brug kritik, tvivl og modgang konstruktivt uden at lade dem bestemme din identitet.

03

Tag næste etape

Omsæt store ønsker til små, realistiske handlinger, der kan gentages i en almindelig hverdag.

04

Hold kursen mod målet

Skab ansvarlighed, ærlig opfølgning og justeringer, når livet ændrer ruten.

Følg rejsen

Skriv med fra sidelinjen

Send en hilsen til Christian, eller tilmeld dig en kort opdatering fra vejen mod Vitoria.

Send en besked

Beskeden bliver synlig, når Christian har godkendt den.

Få en opdatering

Vælg selv, om du vil høre nyt hver uge eller én gang om måneden.

E-mailadressen vises aldrig offentligt.

Hilsner fra sidelinjen

Godkendte beskeder fra familie, venner og andre, der følger rejsen.

Henter beskeder…

Kapitler fra rejsen

Den ærlige historie fra comeback til målstreg.

NYT KAPITEL HVER MÅNED
01 At starte livet på nySeptember 2026 · Nyt fodfæste

I 2015 gennemførte Christian Ironman Lanzarote, kendt som en af verdens hårdeste Ironman-ruter. Han havde bevist, at han kunne holde ud, når varmen, vinden og distancen pressede kroppen. Men der er løbet meget vand i åen siden. Erfaringen fra Lanzarote var stadig en del af ham — formen, livet og retningen var ikke længere de samme.

Nogle begyndelser vælger man selv. Andre bliver man ført ind i, fordi livet ændrer sig, og den gamle retning ikke længere giver mening. Kapitel ét begynder på et sted, hvor Christian skal finde fodfæste i livet igen og begynde at pejle sig frem mod en ny og bedre retning.

At give slip er ikke det samme som at glemme eller sige, at det, der skete, var i orden. Det er at erkende, at man ikke kan bygge sin fremtid ved kun at holde fast i det, der var. Det kræver mod at løsne grebet, når sorgen, savnet eller skuffelsen samtidig er blevet en del af ens identitet.

Christian står på stranden i våddragt med sin orange svømmebøje
Tilbage i det åbne vand
Christians hvide Massi-triathloncykel
Den nye cykel er klar
Christian svømmer i åbent vand og giver tommelfingeren op
Svømningen er stadig det stærke kort
Udsigt over kyst, strand og bakker i morgensol
Rammerne om den nye begyndelse

De første skridt var ikke store eller sikre. Som i et langt løb handlede det ikke om fart, men om at finde en rytme, der kunne holde: træffe små valg, holde en aftale med sig selv og opdage, at retning ikke altid kommer før bevægelse. Nogle gange viser ruten sig først, når man tør tage det næste skridt.

Her blev Ironman Vitoria-Gasteiz 2027 mere end et sportsligt mål. Målstregen blev et synligt punkt langt ude i horisonten — noget at bevæge sig imod, mens livet langsomt blev bygget op indefra. Træningen kunne ikke fjerne tabet, men den kunne skabe rytme, ansvar og nye beviser på, at Christian stadig kunne udvikle sig.

Jeg skal ikke tilbage til den, jeg var. Jeg skal finde mine egne ben og bygge den, jeg bliver herfra.

Max går med som makker og støtte, men skridtene er Christians egne. Kapitel ét handler derfor ikke om at være kommet igennem. Det handler om øjeblikket, hvor man giver slip på forestillingen om det gamle liv, rejser sig på usikre ben og vælger at begynde på et nyt.

02Da vejen begyndte at tage formMåned 2 · De første ture

I begyndelsen var målet næsten lettere at se end vejen derhen. Ironman Vitoria-Gasteiz lå som et klart punkt i horisonten, mens dagene foran mig stadig skulle fyldes med noget helt almindeligt: at tage skoene på, gå ud ad døren og begynde.

Nu har kroppen fået lov til at fortælle sin del af historien. Jeg har løbet igen. Nogle ture har føltes lette nok til at give lyst til mere; andre har mindet mig om, hvor meget der skal bygges op. Varmen, bakkerne og de tunge ben ændrer ikke retningen. De er en del af den vej, jeg faktisk går på.

En af turene gik gennem Gernika. Jeg løb i varmen, passerede en lang trappe og stoppede op med den særlige fornemmelse, man kan få, når man opdager, at et sted rummer langt mere end det, man ser omkring sig. Gernika er en levende by i dag, men dens navn bærer også en historie, der rækker langt ud over dens gader.

Den 26. april 1937 blev byen bombet af tyske og italienske fly, som støttede Francos styrker under den spanske borgerkrig. Store dele af Gernika blev ødelagt, og mange civile mistede livet. Senere gjorde Picasso tragedien kendt i hele verden med maleriet Guernica. Jeg tænkte på kontrasten mellem en helt almindelig løbetur i nutidens gader og det, byen engang gennemlevede. Der er historier, man skylder at standse op ved og huske.

Christian efter en løbetur foran en lang trappe
Et skridt ad gangen
Christians hvide cykel monteret på hometrainer
Cyklen er kommet i gang
En lang trappe, set nedefra
Der venter flere veje opad

Også cyklen er begyndt at rulle. Den står på hometraineren, og et nyt program tegner ruter på skærmen. Jeg er stadig ved at finde den rigtige siddestilling og lære det hele at kende. Det er ikke en scene fra en stor triumf. Det er lyden af en kæde, der kører, og fornemmelsen af at være i bevægelse igen.

Der er en del af mig, som gerne vil springe frem til den stærke udgave af mig selv. Jeg kender følelsen af at gennemføre en Ironman fra Lanzarote i 2015. Men den erfaring kan ikke løbe dagens tur for mig. Jeg skal bygge kroppen op, så muskler, led og vilje kan følges ad. Det kræver også, at jeg tør acceptere de dage, hvor en rolig tur er nok.

En retning bliver ikke kun fundet. Den bliver skabt, hver gang jeg møder op.

Det mærker jeg også i resten af livet. Jeg er ved at finde et nyt fodfæste, og sporten giver mig noget konkret at holde fast i uden at love, at alt bliver let. Kapitel to er derfor ikke historien om at være kommet tilbage. Det er historien om, at vejen langsomt er begyndt at tage form under fødderne og hjulene. Næste gang jeg tager af sted, fortsætter den.

03Når planen møder virkelighedenOktober 2026 · Fremdrift, pauser og en ny rytme

Oktober blev måneden, hvor projektet skulle bevise, at det kunne leve uden for kalenderens perfekte uger. Arbejde, rejser og almindelige dage flyttede rundt på rammerne, men ikke på retningen. Løbeskoene kom med i tasken, cyklen ventede hjemme, og blikket blev ved med at være rettet mod Vitoria-Gasteiz.

På en arbejdsrejse til Rostock fortsatte træningen. En god tur gennem byen blev til en lille videohilsen fra Tyskland og et bevis på noget vigtigt: Vejen til stregen behøver ikke altid begynde ved hoveddøren. Den kan fortsætte fra et hotelværelse, en fremmed gade eller den korte pause mellem arbejdsdagens opgaver. Ét pas ad gangen. Én uge ad gangen.

Tilbage i Bilbao kom en af månedens bedste ture ikke til at handle om tempo, men om selskabet. Jeg løb gennem byen sammen med min søn. Det var stadig træning, men også noget mere: et fælles øjeblik på en rejse, som ellers let kan komme til at handle om planer, tal og næste præstation.

Cyklen blev samtidig en mere fast del af hverdagen. Turene på hometraineren blev længere, og det, der i september mest handlede om at få udstyret til at spille, begyndte i oktober at ligne rigtig træning. På skærmen rullede Zwift-ruterne forbi, mens fundamentet blev bygget i den stille ende af skalaen.

Christian sammen med sin søn ved vandet i Bilbao
En tur sammen med min søn i Bilbao
Christian nyder en kop kaffe på altanen
Et roligt øjeblik midt i rejsen

Ambitionen blev også tydeligere. Målet er ikke bare at gennemføre i Vitoria, men at gøre det stærkt — gerne omkring 11 til 12 timer. Det er et modigt mål, og derfor er håndbremsen stadig en del af planen. Coach Max skal ikke kun finde de dage, hvor der kan lægges lidt mere på. Han skal også sige stop, når den 25-årige i hovedet forsøger at træne hurtigere, end den 48-årige krop kan nå at bygge sig op.

Måneden blev ikke en ubrudt række af træningspas. Hen mod slutningen kom der også et par sygedage med forkølelse, og træningen måtte stoppe helt. Pausen blev længere end ønsket. Det var en påmindelse om, at fremgang ikke altid ser ud som mere fart eller flere timer. Nogle gange er opgaven at acceptere afbrydelsen uden at gøre den til et nederlag.

På månedens sidste dag blev løbeskoene snøret igen. Turen var kortere end de tidligere ture, men den blev gennemført — og dermed var retningen genfundet. Ikke med en stor præstation, men med den handling, hele projektet bygger på: at møde op igen.

Fremgang er ikke en lige linje. Det afgørende er, at pausen ikke får lov til at blive endestationen.

Kapitel tre handler derfor om at få træningen til at leve i den virkelige verden. Om at tage løbeskoene med på arbejde, dele en tur med sin søn, lære at holde igen og begynde på ny efter en pause. Vitoria er stadig langt væk. Men vejen dertil er blevet mere virkelig, fordi den nu også rummer de dage, der ikke gik efter planen.

Ironman er den røde tråd

Følg arbejdet mod målstregen

Træning, træningsdagbog og kurver har deres egen side. Her kan du følge den fysiske del af rejsen mod Vitoria-Gasteiz 2027.

Træning & dagbog