VEJEN TIL
STREGEN.

NÅR MAN IKKE
KAN FINDE VEJ

I 2015 gennemførte jeg Ironman Lanzarote — en af verdens hårdeste. Jeg ved derfor, hvordan det føles at krydse en målstreg. Men der er løbet meget vand i åen siden, og denne rejse begyndte et langt mørkere sted.

Det har ikke kun været svært at finde vej de seneste år. Jeg har længe levet med et hoved, der sjældent faldt til ro, og med en følelse af at skulle kæmpe mere end andre for at finde retning. Først sent i livet blev jeg udredt for ADHD. Det gav mig en bedre forståelse af mig selv, men ændrede ikke på de mange år, hvor frustrationen havde fået lov at fylde.

Inden for de sidste tre-fire år er der sket ting, som virkelig har gjort ondt. På et tidspunkt føltes det, som om jeg stod helt nede i et mørke uden at kunne se vejen videre. Jeg prøver ikke at gøre den tid til en pæn fortælling med en hurtig løsning. Jeg er stadig ved at finde fodfæste, et skridt ad gangen.

Midt i det har jeg fundet kærligheden. Jeg har mødt et vidunderligt menneske, som står bag mig og griber mig, når jeg er ved at falde. Med den kærlighed begynder jeg stille og roligt at lande et godt sted i mig selv. Sporten har altid været et anker for mig. Når jeg bruger kroppen, kan jeg mærke en retning, som tankerne ikke altid kan vise mig.

Jeg deler ikke min historie, fordi jeg har fundet alle svarene. Jeg deler den, fordi livet ikke altid er nemt, selv når det ser sådan ud udefra. Jeg har valgt endnu en Ironman, fordi jeg holder af udfordringer — og fordi jeg ved, hvad det betyder at arbejde sig frem mod en sejr, man selv har kæmpet for. Jeg bestemmer retningen og tager skridtene i et tempo, min krop kan følge med til. Undervejs vil jeg fortælle ærligt om både de gode dage, tvivlen og arbejdet med at finde mig selv igen.

Vejen tilbage handler ikke om at blive den, man var. Den handler om at opdage, hvem man kan blive herfra.

Jeg var Ironman i 2015, da jeg gennemførte Lanzarote. Nu vil jeg finde vejen til en ny målstreg i Vitoria-Gasteiz i 2027. Svømningen lærer mig at finde ro, når jeg ikke kan se bunden. Cyklingen lærer mig at blive ved gennem modvind. Løbet minder mig om, at det næste skridt er nok. Træningen giver dagene retning, og de små aftaler bygger tillid op igen. Målstregen er synlig, men den vigtigste bevægelse sker længe før den — hver gang jeg vælger at tage endnu et skridt. Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre med at finde deres egen vej. Den behøver ikke føre til en Ironman eller noget andet bestemt mål. Det vigtigste er, at den er deres egen.